jobansøgning

At skrive en god jobansøgning er lettere end man skulle tro. Hvis blot man følger nogle få simple steps, forbedrer man sin mulighed for at blive indkaldt til jobsamtale markant. Og lige præcis at blive indkaldt til jobsamtale er hele formålet med jobansøgningen. Om det i sidste ende er dig der får jobbet, afhænger af din præstation til jobsamtalen og naturligvis matchet mellem dig, virksomheden, stillingen og dem du interviewer hos, ikke din jobansøgning.

Første skridt i at skrive den gode jobansøgning, er naturligvis at finde den stilling du ønsker at søge. Her er det vigtigt at være realistisk, og lede efter stillinger som passer til dit uddannelsesniveau, din erfaring og personlige præferencer. Når du har fundet den stilling du ønsker at søge, så er du klar til at skrive din jobansøgning.

Step 1: Research

Inden du sætter dig ved tastaturet og begynder at skrive, er der dog en enkelt ting du skal gøre først, og det er at researche.

Du bør undersøge så meget som muligt om din potentielle arbejdsgiver og den stilling du ønsker at søge, samt endda de personer du vil komme til at arbejde samme med. Dine forudsætninger for at skrive en god jobansøgning stiger proportionelt i takt med at du lærer om virksomheden, afdelingen, kollegaerne og chefen.

Næste skridt er at bruge den viden du tilegner dig i din research til at skrive en jobansøgning specifikt målrettet mod den stilling du søger. Formålet med din ansøgning er at vise hvordan du passer til stillingen, og det er meget lettere når du kender indholdet i den. Det er utroligt let for dem der læser din jobansøgning at se om den er skrevet specifikt til stillingen, eller om du blot har ændret lidt i en mere generisk jobansøgning. Det giver et bedre indtryk hos modtager, når de kan se at du har ulejliget dig med at sætte dig ind i virksomheden, kulturen, strategien, markedet og medarbejderne.

Step 2: Skriv en specifik jobansøgning

Når du så endelig skal til at forfatte din jobansøgning, er dit mål at vise at du er den mest interessante ansøger til stillingen. Det gør du naturligvis ved at vise virksomheden hvordan du passer, både i virksomheden og til stillingen, og her er stillingsopslaget din største støtte. Du bør identificere det du vurderer, er de vigtigste faglige og personlige kompetencer for at opnå succes i stillingen og bruge din jobansøgning til at vise hvordan du bestrider disse.

Den bedste måde at vise hvordan du bestrider de faglige og personlige kompetencer der er nødvendige for at få succes i stillingen, er ved at give eksempler på hvordan du i tidligere situationer har anvendt disse kompetencer. En fejl mange ansøgere begår, er blot at indskrive kompetencer fra stillingsbeskrivelsen, uden at redegøre for hvordan du med succes har demonstreret disse tidligere.

Step 3: Brug eksempler til at vise dine kompetencer

Det er utroligt let for en ansøger at skrive at han er ambitiøs, detaljeorienteret eller god til at præsentere foran en forsamling, og lige præcis derfor giver det ingen værdi. Hvis du i stedet kan demonstrere hvordan du har erfaring med dette, giver det virksomheden en sikkerhed for at du rent faktisk bestrider disse kompetencer, og ikke blot skriver af efter deres stillingsopslag.

Et eksempel på en god og en dårlig formulering kan være:

Dårlig: Jeg er god til at præsentere for en forsamling.

God: I mit tidligere job som grafisk designer var jeg ansvarlig for præsentation af designprøver til bestyrelsen. Det seneste år af min ansættelse blev 7 ud af 8 designs godkendt i første præsentationsrunde. Den erfaring jeg har opnået her, er direkte overførbar til jeres stilling da…

Det giver meget mere værdi for læseren af din jobansøgning at læse hvordan du opfylder kriterierne for stillingen, hvorfor du kan slippe afsted med at nævne færre. Det bedste scenarie er dog hvis du med et eksempel kan demonstrere hvordan du opfylder flere af deres forventninger.

Step 4: Brug en god og enkel opbygning

Der er ikke noget entydigt svar på hvordan en jobansøgning skal opbygges. Det vigtigste er blot at der er en rød tråd gennem jobansøgningen, og at den fremstår professionel. Det er vigtigt at huske på, at der kan være flere hundrede kandidater til det job du søger, så selv de mindste uhensigtsmæssigheder kan være nok til at det ikke er dig der bliver indkaldt til jobsamtale.

At jobansøgningen skal fremstå professionel, betyder at den skal:

  • Adresseres til rette modtager i virksomheden
  • Være dateret
  • Være uden stave- og grammatikfejl
  • Formuleres i skriftsprog, dvs. ingen slang, forkortelser mv.
  • Afsluttes med dit navn og din kontaktinformation

For at sikre en rød tråd gennem jobansøgningen, bør den inddeles i afsnit. Det hjælper desuden med at gøre den mere læsevenlig.

Et eksempel på en god struktur er:

  • Afsnit 1:
    • Hvilken stilling søger du, og hvor er du blevet bekendt med stillingen.
      • 1 til 2 linjer.
  • Afsnit 2:
    • Hvad arbejder du med nu, her med fokus på faglige opgaver der matcher den stilling du søger.
      • 7 til 9 linjer.
  • Afsnit 3:
    • Hvad arbejder du med nu, her med fokus på blødere kompetencer der matcher den stilling du søger.
      • 4 til 5 linjer.
  • Afsnit 4:
    • Link mellem afsnit 2 og 3 over til den stilling du søger.
      • 1 til 5 linjer.
  • Afsnit 5:
    • Dine personlige kompetencer med link til den stilling du søger.
      • 5 til 8 linjer.              
  • Afsnit 6:
    • Afslutning, tak fordi de har taget sig tid til at læse din jobansøgning, og at du ser frem til at uddybe din jobansøgning personligt.

Ovenstående struktur er ikke den endegyldigt bedste eller eneste måde at skrive jobansøgning på, men giver et godt flow som er let at læse, og får demonstreret de vigtigste forhold. Forsøg at afgrænse din jobansøgning til lige omkring en side, kortere jobansøgninger har svært ved at indeholde al væsentlig information, og længere ansøgninger kan risikere at blive afvist uden at blive læst.

Nu er din ansøgning egentligt færdig. Det sidste du mangler før du kan uploade den, er at læse den igennem igen 3 – 4 gange, så du sikrer dig der ikke er fejl og mangler i jobansøgningen. Du kan også med fordel få andre til at læse din jobansøgning igennem, friske øjne kan være en stor hjælp i at identificere stavefejl, grammatikfejl eller en dårlig struktur.

Step 5: Upload din jobansøgning

Når din ansøgning er færdig, kan du uploade den. I upload processen skal du typisk indtaste en række oplysninger om tidligere beskæftigelser, adresse og meget andet. Her er det vigtigt at være lige så nøjsom som i udarbejdelsen af din jobansøgning, al formalia forbundet med at uploade din ansøgning, skal udfyldes korrekt og fyldestgørende.

For flere karrieretips: Klik her.

5 steps til den bedst mulige jobansøgning
Tagget på:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *