earth

Ifølge den verdenskendte læge og forsker i global udvikling indenfor sundhedstilstand, økonomi og miljø Hans Rosling, er verden et bedre sted at leve end nogensinde før. Det er et faktum de færreste medier rapporterer, da langsom men stabil udvikling over mange årtier er rigtig dårlig clickbait.

Nedenfor er 5 helt tilfældige eksempler på hvordan verden er et bedre sted end nogensinde før:

  • Andelen af verdens befolkning der lever under den globale fattigdomsgrænse på $1,9 pr. dag er faldet fra 34% i 1990 til 10,7% i 2013
  • Dødsfald fra naturkatastrofer er faldet fra 325.742 (i årtiet 1907 – 1916) til 80.386 (i årtiet 2007 – 2016)
  • 88% af alle 1-årige i verden er vaccineret for en eller anden sygdom
  • Bestanden af de kritisk truede dyr, tigeren, pandaen og det sorte næsehorn, er for første gang stigende set fra 1996 til 2016
  • Andelen af børn globalt der dør inden deres 5-års fødselsdag er faldet fra 50% i 1800 til 4% i 2017

Hvis du vil læse flere eksempler, klik her.

Ovenstående eksempler er blot det, eksempler. Men hvis du stadig er skeptisk, fortæller Hans Rosling på fænomenal vis hvordan verden er i den bedste forfatning nogensinde i sin bog Factfulness, som blandt andet anbefales af Bill Gates som en af de bedste bøger han nogensinde har læst.

Rosling understreger dog også flere gange i løbet af bogen, at bare fordi verden bliver bedre, så betyder det på ingen måde at den er god nok. Grunden til at verden bliver bedre, er fordi vi som befolkning konstant arbejder på at forbedre den.

Der er mange måder man kan bidrage til en bedre verden, men hvis du ikke er klar til at indlemme dig i læger uden grænser, egenhændigt at stoppe fattigdom, sult, krig eller naturkatastrofer, er et godt alternativ at støtte og hjælpe dem der forsøger.

Der er mange grunde til at donere til velgørenhed, her ser vi på 4 af dem.

Du får det bedre med dig selv

Det virker måske underligt at starte med dette punkt, men det er faktisk videnskabeligt bevist, at du bliver gladere af at donere til velgørenhed. Du føler dig som en bedre person og giver dig selv mulighed for at være taknemmelig for, at du er i en position hvor du har overskuddet og muligheden for at hjælpe andre. Det minder dig om at du har råd til at hjælpe med at løse et større problem, hvad enten der er i forhold til klimaet, truede dyrearter eller andre mennesker der har det svært.

Ægte rigdom ligger ikke i det du ejer, men i det liv du lever, og der er intet der gør livet mere værd end at gøre en forskel i verden. Lige præcis dette er årsagen til at 40 af de rigeste mennesker i USA i 2010 gav et løfte om at donere størstedelen af deres formue til velgørenhed.

The Giving Pledge” er stiftet af Bill og Melinda Gates, samt Warren Buffet, og er en invitation til dollarmilliardærer i hele verden om offentligt at bekendtgøre at de ønsker at donere størstedelen af deres formue til velgørenhed. Til dato har 204 dollarmilliardærer fra hele verden afgivet løftet om filantropi, herunder Bill og Melinda Gates (Bill and Melinda Gates Foundation), Warren Buffet (Berkshire Hathaway), Richard Branson (Virgin), George Lucas (Lucasfilm), Elon Musk (PayPay og Tesla), Mark Zuckerberg (Facebook) og mange andre.

At 204 af verdens rigeste vælger at donere størstedelen af deres formue til velgørenhed er selvfølgelig ikke kun for at få det bedre med sig selv, men for at gøre en reel forskel.

Du gør en forskel

På lidt over 300 sider fortæller Hans Rosling hvordan verden er et bedre sted at leve end nogensinde før. Han understreger dog også mange gange, at det ikke skal blive en sovepude, men skal vise os hvordan en konsekvent indsats over mange år gør en forskel.

Den primære grund til at donere til velgørenhed, er selvfølgelig at det gør en forskel. Det sværeste ved at donere til velgørenhed, er at låse sig fast til det formål og den organisation man ønsker at donere til.

For at finde et formål bør man granske sine værdier og vurdere hvad der er vigtigst for en selv. Hvad er vigtigt for dig? Klimaet? Uddannelse? Fattigdom? Dyrevelfærd? Hvor vil du gøre en forskel, i din by? Dit land? Afrika? Asien? Globalt?

Når først du har fundet en organisation der kæmper for det der er vigtigt for dig, så hold fast ved den og følg med i hvordan den gør en forskel, det er utrolig motiverende løbende at se hvordan din donation er med til at forbedre forhold indenfor noget du passioneret omkring.

Udover at du bliver gladere og gør en forskel ved at donere til velgørenhed, har det også nogle økonomiske fordele.

Du får et bedre forhold til penge

I den internationale bestseller Rich Dad Poor Dad, fortæller Robert Kiyosaki hvordan det at give til andre giver dig et bedre forhold til penge. Kiyosaki skelner ikke mellem om du giver til internationale organisationer som Læger Uden Grænser eller Røde Kors, eller til de lokale hjemløse.

Han mener at mange er så fokuserede på penge, at de under ingen omstændigheder vil bruge dem på andre end dem selv, de bliver decideret bange for at miste deres penge. Kiyosaki tror dog på en form for karma, hvis du lærer at give af dine penge til andre, vil de lettere komme igen. Ved at give til andre føler du dig rigere, og når du føler dig rig, bliver du ubevidst bedre til at tjene penge.

Om det at donere penge til velgørenhed gør dig bedre til også at tjene dem er svært at sige, men jeg har endnu ikke hørt om nogen der har doneret til velgørenhed, som kort efter har manglet lige præcis det beløb selv.

Det giver en skattefordel

Langt de fleste ved at donationer til velgørende organisationer er fradragsberettigede. I 2019 kan du få fradrag for kr. 16.300, hvis du kan dokumentere din donation. Den letteste måde at registrere din donation på, er ved at give organisationen dit cpr-nr., så vil de forestå indberetningen.

Der er dog to undtagelser til ovenstående regel. Du kan indgå en aftale med en organisation om at donere et fast beløb i 10 år. I det tilfælde kan du få fradrag på op til 15 % af din personlige indkomst plus positiv nettokapitalindkomst. Det betyder at du kan få fradrag for langt mere end de kr. 16.300 som beskrevet ovenfor.

Der er nogle kriterier for denne model du kan læse om her.

Den anden undtagelse er donation til forskning, her kan du få fradrag for hele din donation, så længe den er på over kr. 16.300.

I 2019 er fradragets størrelse 26%, for en donation på kr. 16.300, sparer du kr. 4.238 i skat. Staten betaler altså ikke hele din donation, men de giver et tilskud som bestemt er værd at tage med.

Hvad hvis jeg ikke har råd?

Det er desværre ikke os alle der har mulighed for at donere en del af vores formue til velgørenhed. Heldigvis er der mange andre måder at hjælpe på. En lang række af organisationer har brug for frivillige til at hjælpe med at gøre en forskel og der er derfor mange måder at hjælpe på, nedenfor er 4 eksempler:

  • Deltag i en indsamling (f.eks. Røde Kors / Red Barnet)
  • Tilbyd lektiehjælp til børn fra mindrebemidlede hjem
  • Lav mad på et herberg
  • Doner dit tøj

Alle kan hjælpe, og der skal så lidt til for at gøre en forskel. Lad mig høre i kommentarerne nedenfor hvad du gør, og hvorfor.

Hvis du ønsker inspiration til investeringer med en decideret ROI, klik her.

Velgørenhed – Den vigtigste investering du kan foretage
Tagget på:             

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *